Overvågningen viser ingen risiko for større, nært forestående fjeldskred eller farlige bølgeopskyl i beboede områder.
Spontane skred af mindre omfang kan forekomme på fjeldskråningerne markeret med rødt i figur 1 og 2. Ophold frarådes nær områderne markeret med rødt, både til lands og på havet.
Opsummering af overvågningsdata for den seneste måned
Umiammakku Nunaat:
Overvågningsdata viser fortsat aktivitet i de overvågede fjeldpartier ved Umiammakku Nunaat.
Der observeres stenfald og stenskred samt relativt langsomme, konstante bevægelser i dele af fjeldsiderne. Dette er i tråd med aktiviteten observeret i foregående måneder (se figur 1).
Vejrstationen i Umiammakku Nunaat har registreret temperaturer svingende mellem -13 °C og +10 °C. Dage med temperaturer over frysepunktet har haft hyppigere stenskred sammenlignet med dage med frost. Det forventes, at bevægelserne i fjeldsiderne vil stige gennem sommeren.
Kangerluarsuk:
GPS-stationerne ved “Kangerluarsuk Kangilleq” viser en let acceleration i bevægelserne registreret den seneste måned, hvilket er svarende til tidligere års observationer i overgangen fra forår til sommer.
I den kystnære del af skråningen, ved “Kangerluarsuk Killeq”, registreres fortsat konstante forskydninger og hyppige stenskred (se figur 2). Det kan ikke udelukkes, at en samlet massebevægelse vil skride ud i fjorden fra området. En sådan hændelse vurderes dog ikke at udgøre en risiko for beboede områder, men kan potentielt medføre lokale opskyl i Kangerluarsuk-området.
Registrerede stenskred og bevægelser i de overvågede fjeldskråninger er vist som farvede områder på figur 1 og 2 nedenfor. Blå områder angiver vedvarende glidende bevægelse, mens røde områder markerer lokaliteter med gentagne stenskred inden for den seneste måned.
Den næste situationsvurdering vil blive offentliggjort onsdag den 2. juli 2025. I tilfælde af kritiske ændringer i de overvågede områder vil en meddelelse offentliggøres tidligere.
Figure 1. Oversigtskort over registrerede bevægelser og stenskred i Umiammakku Nunaat i løbet af maj 2025.

