Den seneste overvågning viser ingen tegn på et nært forestående større fjeldskred, som kan medføre farlige bølgeopskyl ind i beboede områder. Mindre, pludselige skred kan dog forekomme på de fjeldskråninger, der er markeret med rødt i figur 1 og 2. Ophold frarådes i nærheden af disse områder, både til lands og til vands.
Udvikling i de overvågede områder den seneste måned
Observerede stenskred og bevægelser i de overvågede fjeldskråninger er vist som farvede områder på figur 1 og 2 nedenfor. Blå områder angiver vedvarende glidende bevægelse, mens røde områder markerer lokaliteter med gentagne stenskred inden for den seneste tid.
Umiammakku Nunaat
Overvågningsdata indsamlet over de seneste fire uger indikerer fortsat aktivitet i de overvågede ustabile fjeldpartier i form af vedvarende bevægelser og næsten daglige mindre stenskred (se figur 1).
Kangerluarsuk
Overvågningsdata viser, at bevægelseshastighederne i størstedelen af den øvre del af Kangerluarsuk Kangilleq gradvist er faldet siden efteråret. Den samme sæsonbetingede tendens er også observeret i tidligere år.
I de nedre og kystnære dele af Kangerluarsuk Killeq og Kangerluarsuk Kangilleq observeres der dog fortsat vedvarende glidebevægelser og hyppige stenskred (røde områder i figur 2). Det gør det sandsynligt, at begrænsede dele af kystskråningerne kan skride i havet og give anledning til lokalt bølgeopskyl i Kangerluarsuk, men uden fare for beboede områder.
Næste situationsvurdering offentliggøres onsdag den 6. maj 2026. Hvis der sker kritiske ændringer i de overvågede områder, udgives en meddelelse tidligere.


Nyt på hjemmesiden
Samtidig med denne meddelelse er hjemmesiden blevet udvidet med nyt indhold om fjeldskred, herunder et nyt afsnit om overvågningsudstyr og metoder. Læs mere her.